TUC A/S vil med denne udbudspolitik primært orientere kunder, samarbejdspartnere og Undervisningsministeriet om, hvilke politikker der ligger til grund for virksomhedens udbud af kurser.
TUC A/S arbejder inden for de arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske målsætninger for ”Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse” (EVE), der har til formål, at sikre et bredt samordnet uddannelsesudbud, som tilgodeser behovet i centrets dækningsområde indenfor de budgetmål Undervisningsministeriet fastsætter.
Udbudspolitikken består af en formålsformulering samt en beskrivelse af hvad der gøres for at opfylde dette formål.
Formål
Vi ønsker at imødekomme det lokale arbejdsmarkeds konkrete arbejdsmarkeds – og uddannelsespolitiske behov. Vi ønsker desuden at kunne imødekomme efterspørgslen gennem den kvalitative sammensætning af vores udbud såvel som udbudsvolumen og samtidig udvikle vores spidskompetencer hertil.
TUC A/S ønsker at styrke indsatsen for at opfylde sin samfundsmæssige rolle og de arbejdsmarkedspolitiske krav, der stilles til virksomheden og dennes kursusudbud. Med denne styrkede indsats for at udbyde efterspørgselsstyret aktivitet ønsker TUC A/S, som virksomhed, at øge vores social- og arbejdsmarkedspolitiske aktivitet.
Hvad gøres for at efterleve formålet
Vi vil bevidst og systematisk arbejde på at udvide vores produktsortiment, så vi kan imødekomme virksomhedernes behov for såvel offentlig som brugerfinansieret kompetenceudvikling og relaterede ydelser i forbindelse hermed.
Indsigt i ovenstående opnås ved analyse af virksomhedernes udviklingsretning og fremtidige behov for uddannelse og efteruddannelse, samt udvælgelse af særlige strategiske indsatsområder i forhold til virksomhedstyper, brancher m.v.
Suppleret med daglig kontakt til et meget stort antal virksomheder, organisationer og medarbejdere indenfor et bredt udsnit af brancher og fag, har vi dermed et særdeles godt indblik i de behov, krav og forventninger, kunderne stiller til TUC A/S samt kursusudbuddet og uddannelsessystemet i sin helhed.
Vi vil til stadighed tilpasse os kursisternes sammensætning. Samtidig vurderes effekt og tilfredshed løbende for at opfange behovet for ændringer i undervisningen.
Slutteligt vil vi med fortsat udgangspunkt i procesledelse og teamdannelse tilpasse og forandre vores organisation og medarbejdere i forhold til markedsudviklingen. Vi vil især sætte fokus på en fortsat kompetenceudvikling med henblik på at sikre medarbejdernes kompetencer i forhold til de nye markedsstrategier, globalisering, netværksdannelser og fusioner – samt flaskehalsområder, skulle sådanne forekomme indenfor vores aktivitetsområde.
På vegne af
TUC A/S
Kåre Jacobsen
Adm. Direktør
TUC A/S | Industrivej 7, 2605 Brøndby | 43 425 425 | tuc@tuc.dk